Lavt selvværd

  • Har du svært ved at sige nej?
  • Føler du dig ikke god nok?
  • Bliver du ofte misundelig eller jaloux?
  • Føler du dig konstant bagud i forhold til andre?

Svært ved at sige nej?

Et lavt selvværd kan vise sig ved, at du er bange for at sige din mening og har svært ved at sige nej, fordi du er bange for at såre andre. Du sammenligner dig selv med andre og ender altid med at tænke, at du ikke er lige så god eller interessant som andre. Du kan opleve at have en indre kritisk stemme, der hele tiden hakker på dig, og fortæller, at du er håbløs og ikke vil lykkes med noget som helst.  Nogle gange kan et lavt selvværd komme til udtryk ved, at du oplever en høj grad af indre frustration og vrede i forhold til dine omgivelser. Du har en grundlæggende følelse af ikke at være god nok og hermed heller ikke være ligeså meget værd som andre mennesker. 

Et lavt selvværd kan blandt andet skyldes, at du ikke i tilstrækkelig grad har følt dig set og forstået som barn. Denne manglende anerkendelse kan både have foregået i din nære familie, men også i andre sociale sammenhænge. Hvis du har oplevet at blive mobbet eller ikke har følt dig som en del af det sociale fællesskab i din skoletid vil du ofte kunne kæmpe med en grundfølelse af ikke at være god nok senere i livet. Oplevelser af mobning og social eksklusion kan med tiden få dig til at udvikle en form for indre mobber eller selvkritisk stemme, der fortsætter mobberiet på et indre psykisk plan. Lavt selvværd ses også i forbindelse med andre problematikker som eksempelvis angst, depression, stress og spiseforstyrrelser.

Tanker, følelser og adfærd?

Når vi arbejder sammen omkring dit selvværd undersøger vi, hvor det lave selvværd især kommer til udtryk. Det er nemlig ofte sådan, at det ikke er i alle situationer, at du føler dig mindre værd. Det vil her være interessant at finde ud af, hvad det er der gør, at du i nogle situationer har det rigtig godt med dig selv, mens du i andre situationer ikke tror du kan noget som helst. Hvad er det du tænker og føler, og hvordan handler du, når du har det skidt med dig selv? Når vi får identificeret sammenhængen mellem dine tanker, følelser og din adfærd, kan vi nemlig meget bedre ændre denne sammenhæng, og hermed få brudt den onde cirkel, der understøtter dit lave selvværd. Vi arbejder her med det, der hedder undtagelser fra din problematik – altså med de sammenhænge, hvor du føler dig i balance og føler, at du kan klare de udfordringer du møder i din hverdag. 

Vi kikker her på, hvordan du kan få disse positive oplevelser og sociale sammenhænge i dit liv til at fylde noget mere.  Det kan helt konkret handle om, at du vælger de mennesker og sociale sammenhænge til som du kan se styrker dig og får dig til at tro på dig selv, mens du samtidig bliver bevidst om, hvordan du kan passe på dig selv i de kontekster, hvor du ikke føler du trives. Assertionstræning er her ofte til stor hjælp. Assertionstræning går ud på at styrke dine kommunikative og sociale færdigheder, så du bedre kan sætte dig i respekt over for andre mennesker. Det handler om at blive bedre til at sige, hvad du mener på en utvetydig, ligefrem og konstruktiv måde, der gør, at du bliver hørt og forstået af andre. 

Om Ane Aakerlund

Jeg er autoriseret psykolog med 21 års terapeutisk erfaring med praksis i København. Jeg tilbyder samtaleterapi og rådgivning til unge og voksne med vidt forskellige personligheds- og livsproblematikker. Den drivende kraft i mit arbejde er, at jeg dagligt oplever, at terapi kan give et andet menneske et rigere liv med et højere selvværd og en større styrke til at kapere de udfordringer, som man møder livet igennem.

Jeg har gennem årene specialiseret mig i arbejdet med særligt sensitive unge og voksne mennesker. Min erfaring inkluderer en mangeårig fordybelse i det særligt sensitive og forskningen i sensitivitet er en af de centrale inspirationskilder til mit arbejde.

For mange mennesker er det et stort skridt at opsøge en psykolog. Det kan være forbundet med sårbarhed og smerte at erkende, at man har brug for støtte til at komme videre. Ved vores første møde snakker vi om forventninger og ønsker til et forløb, og finder sammen frem til, hvad der passer dig bedst.

Det siger andre om deres forløb hos Ane

Kontakt

Hvis du har lyst til at vide mere om min metode, eller bare er nysgerrig, er du altid velkommen til at ringe eller skrive for at få en uforpligtende snak.